Vedligeholdelse af læder

Det kan være en noget uoverskuelig opgave som forbruger at finde rundt i "Læder Junglen", så vi har herunder samlet beskrivelser samt forklaringer for de mest almindelige lædertyper / garvetyper: Alle huder "Garves". Der anvendes generelt to typer garvning - Vegetabilsk eller Krom garvning:

Vegetabilsk garvning

Vegetabilsk garvning anvendes fx til platlæder, som kendes fra safaristole. Garvningen sker bl.a. med træbark og planteekstrakter. Vegetabilsk garvet læder er oftest ufarvet, men fås dog også i enkelte farver. Læderet har nogenlunde samme egenskaber som anilinfarvet læder uden overfladebehandling : Det naturlige udseende er bevaret, og det er behageligt at sidde på, men det tager let mod pletter, og farven bliver mørkere pga. lysets påvirkning.

Kromgarvning

Kromgarvning er den mest anvendte. Kromsaltene giver læderet en grønlig farve. Efter garvningen farves læderet med anilinfarvestoffer. Det bliver oftest gennemfarvet, så de småridser, møblerne får i brug, ikke ses så tydeligt. Anilinfarven trænger ned i læderet uden at dække over den oprindelige struktur. Det kromgarvede og anilinfarvede læder kan nu bruges til møbler, som det er, eller det kan behandles yderligere med et lag dækfarve eller anden overfladebehandling.

"Ren" Anilinlæder

Kun de bedste huder kan bruges til denne type læder, hvorfor den forholdsvis høje pris.

Fordele: Er meget behageligt at sidde i, idet læderet følger kroppens temperatur. Samtidig kan man se de mærker, dyret har fået i sin levetid - hvilket giver læderet patina. Dette er en sikkerhed for, at man har fået et læder, hvor man ikke har slebet i oversiden og siden korrigeret narven kunstigt og derfor forringet slidstyrken væsentligt.

Kort sagt får man følgende fordele ved at vælge ren anilinlæder: Fantastisk siddekomfort, naturlig overflade, blødt og lækkert samt et eksklusivt look. - Et læder der stadig lever!

Ulemper: Læderet er modtageligt for pletter og lyspåvirkning.

Semi Anilinfarvet læder

Anilinfarvet læder er anilinlæder, hvor der er påsprøjtet en klar beskyttelseslak, som beskytter imod fedt og smuds, og gør læderet mere modstandsdygtigt overfor lyspåvirkning.

Ved at vælge anilinfarvet læder får man følgende fordele: God siddekomfort, nem vedligeholdelse, slidstærk eksklusivt look.

Ulemper: Læderet er ikke nær så behageligt at sidde i som ren anilinlæder da det ikke kan " ånde" på helt samme måde.

Korrigeret læder: Huder af meget ringe kvalitet - den naturlige narv er slebet helt af. Derefter bliver overfladen dækket af et kraftigt lag pigmentfarve og beskyttelseslak. Til sidst bliver der trykt ny kunstig narv. Dette er teknisk set læder men har ingen af læderets gode egenskaber " Denne type "læder" fører vi ikke".

Køb "Leather Cleaning and Protection" her. Dette kit indeholder en mild rengøringsvæske og en effektiv beskyttelsescreme til læder. Kan anvendes til anilin, semianilin og dækfarvet læder.